Gode råd til hvordan man holder liv i forholdet – selv efter det hele er blevet hverdag

Hverdagens rutiner kan slukke forholdet

De fleste kender det: efter forelskelsen har lagt sig, kan forholdet godt føles som om det går i tomgang. Det kommer uanset om man er flyttet sammen eller ej, og uanset om man har børn eller ej. Men når man er flyttet sammen ser man mere til hinanden – og man ser ikke mindst mere til de sider man ikke så i starten. Forelskelsens slør er væk og man lærer mere til hinanden at kende. Barriererne er væk og pludselig børster man tænder mens den anden tisser, og man opdager hinandens mystiske vaner.

Når man får børn kræver hverdagen rutiner for at kunne hænge sammen, og så kan dagene for alvor synes ensidige, og det kan være svært at finde tid til hinanden, og ikke mindst overskud til at bevæge sig ud af sofa-nusseriet efter børnene er blevet lagt i seng. I har været på arbejde hele dagen, der er blevet lavet mad, ryddet op, vasket tøj, og sofaen er oftest mere tiltalende end at åbne en flaske vin og stirre hinanden dybt i øjnene; forelskelsen kan ikke længere slukke morgendagens hovedpine, og I har brug for mere end blot at kigge på hinanden.

Sex er blevet en standard, for I ved hvilke knapper der skal trykkes på. Så hvordan holder man liv i forholdet – selv efter det hele er blevet hverdag?

Hold liv i forholdet selvom det er hverdag: lyt, se, elsk, overrask

 

Det er et spørgsmål, som der aldrig vil være et endegyldigt svar på, for det vil være individuelt. Noget dur for nogen par, og andet for andre. I vil også lægge mærke til at der er noget der vil virke for den ene af jer, som ikke har samme effekt for den anden. Det vigtigste er, at I får snakket om det.

Det lyder som en stor kliché, men når I har erkendt at I har brug for noget for at holde liv i jeres forhold, er I allerede et godt stykke af vejen. Snak om hvad det er, der gør, at hverdagen føles kedelig. Hvad har I brug for fra hinanden, for at føle at I stadig elsker hinanden?

Er det at dække bordet pænt med lidt stearinlys og have maden klar når den anden kommer hjem? Nogle gange kan det være de helt små ting, så som at den ene lægger vitaminpillerne klar når der dækkes bord, fordi han/hun ved, at den anden går op i at I husker at spise dem. Men efter en rum tid med det, skal der andre ting til; vi kan ikke undgå at gentagende handlinger kommer til at ende med at blive taget for givet.

Men der skal ikke kun gøres ting i et væk – i længden bliver I trætte af at skulle blive ved med at gøre flere og flere ting, og på et tidspunkt vil de mange søde handlinger tage overhånd, og I vil ikke kunne have tid til andet. Variation er en vigtig ting. Så kan det godt være at I har en aftale om at I skal holde kærestetid hver onsdag aften, men hvis det alligevel ender med at gøre det samme hver gang, kommer det ikke til at føles specielt. I stedet skal I sørge for at gøre noget nyt.

Ikke nødvendigvis hver gang, for nogle gange skal der også være plads til rutinernes tryghed, eller til en doven kærestedag med film og popcorn. Mærk hinanden, husk at lægge mærke til hinanden og sørg for en god kommunikation; så er det nemmere at fange problemerne før de bliver store, og man kan få italesat sine ønsker og behov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *